Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vort dukkehus

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...


 

4. sal: Soveværelse og badeværelse

 

De to øverste etager har ikke elevator, men må gå en etage ned ad bagtrappen (som vi jo bare ved er der ) for at kunne tage elevatoren.

 

 

Soveværelse 

Der er sket voldsomme forandringer på denne etage, da der tidligere har været en væg, der adskilte soveværelse og barnekammer. Men da jeg ville til at sætte mit første stykke tapet op, tog jeg væggen ud imellem dem, og lige pludselig havde vi oceaner af plads. Vi blev hurtigt enige om, at vi fremover ikke ville have denne væg, og for at elevatoren ikke stod umotiveret midt i rummet, valgte vi i stedet at sætte en dør i bagvæggen til "trappeopgangen", der ikke eksisterer (døren på billedet er midlertidig, da jeg ikke kan finde døren, der passer til hullet, som jeg ellers var i gang med at male ). Det blev så i stedet væggen ind til badeværelset, der blev tapetseret. Det var helt sjovt, som denne lille detalje med væggen pludselig forandrede det hele. Men herved droppede vi værelset til babyen, så vi har ladet tapetet blive i soveværelset, da babyens seng står op ad denne væg.

Jeg har fået sat loftslister op ind mod badeværelset, så væggen kan køres ind og ud som i en glideskinne. Resten af soveværelset har fået en megaflot gipsstuk op. Derudover er der blevet sat en fin lille blomsterstuk op i loftet i det ene hjørne, hvor lampen skal monteres.

En yderligere voldsom forandring er det udsavede hul i væggen, hvor en fransk dør skal lede ud til en lille altan, jeg skal have bygget. Det er da i hvert fald planen... I øjeblikket bliver det et temmelig brat fald, hvis man benytter den...

 

 

Marie Antoinette-bord


 

Mors julekalender 2016 står i Marie Antoinette-bordets tegn. Vi har aldrig kunnet få ordentlig styr på placeringen af de forskellige møbler i soveværelset, selv om visse ting gav sig selv. Men en dag Mor og jeg stod og diskuterede lidt om, hvad vi kunne gøre, kom Mor med en genial idé, jeg aldrig selv ville have tænkt på. At sætte kommoden, der er så sød, men absolut et smertensbarn, hen for enden af sengen. Jeg protesterede først, for den mørkhårede dame har altid siddet dér, og desuden ville kommoden skjule alle fine detaljer ved sengen. Men jo mere jeg kiggede på det, jo mere kom mine hjernevindinger i sving... Til sidst kom jeg frem til, at hvis man fjernede de fine ben fra kommoden ("suk!" ), kunne man udmærket se sengen. Jeg har altid haft planer om at lave en fin himmel til den hvide metalseng, der står op mod højre væg, men pludselig fik jeg en helt anden idé: hvis man satte den helt hen til fronten af rummet, kunne man stadig se det hele, og lige pludselig fik vi den højre væg fri til det altid ønskede Marie Antoinette-bord, der aldrig har været plads til (hvilket er grunden til, at Mor fik en kikkasse med et til sin 80 års fødselsdag). Wauw!!!  Jubel!

Jeg sørgede for at få taget mål, og tog gik jeg ellers hjem og gik i gang med at kreere. Bordpladen  blev lavet af en gammel cigarkasse, vi engang fik fra min bedstefar og stolesædet fra en daddelkasse. Stolesædet byggede jeg op med skumplast, jeg limede sammen i lag og klippede til, da limen var hærdet. Dernæst blev den betrukket med noget smukt stof. Stolen fik et skørt af kopipapir, der stivede det tynde stof af. 

Jeg lavede en kant af sort metaltråd til under bordet, som jeg havde tænkt mig at sætte skørtet på, da jeg havde brug for lidt fleksibilitet, da den mørkhårede dame skal kunne sidde med benene ind under. Til sidst blev jeg enig med mig selv om også at bruge kopipapir ved bordet, men bare klippe slidser forrest, så jeg kunne få den ønskede virkning. Så stod jeg med den fine sorte metaltråd, som jeg møjsommeligt havde formet til bordets facon... og blev enig med mig selv om, at bordet da egentlig godt kunne klare en fin kant!  

Jeg var dog ikke tilfreds med teaktræets udseende. Jeg lakerede bordet 4 gange, og stadig var der områder, der så matte og blege ud. Derfor besluttede jeg mig for at farve det med tush. Jeg var godt klar over, det var lidt af et sats, da det allerede var lakeret, men jeg besluttede mig for at bruge det som effekt, så jeg fik et flammet look ved at male i små bidder og så tvære det ud med fingeren. Det fik endnu et lag lak, og så monterede jeg metaltråden og var vældig godt tilfreds med effekten.  

Herefter flossede jeg kanten på mit stof, så jeg fik en smuk fryns forneden. På grund af stoffets changeren fik jeg en smuk guldfryns. Hvis jeg havde flosset stoffet på en anden led, var frynsen blevet turkis.  Jeg fandt en flot underkjole i mine gemmer, hvor der var lyserøde blomster på, hvilket var et must for mig, da sengen er i lyserøde toner. Til kant valgte jeg en ret grov gylden "blonde" og fandt en smal tilsvarende, som jeg anbragte ved en overgang mellem blonde og flæsekant. Så var bordet færdig. Og det lyder altså en hel del mere enkelt, end det var!  For at holde stoffet i facon, så limen tørrede og holdt stoffet korrekt, måtte jeg være lidt opfindsom undervejs. Man bruger, hvad man lige har ved hånden...  Stolen fik samme tur.

Så gik jeg ellers i gang med den helt store produktion af parfume- og lotionsflasker samt små cremebøtter til bordet. På det lille foto øverst til venstre i collagen har jeg lavet en prøveopsætning af første produktion af flasker. Men jeg kunne slet ikke stoppe igen, da jeg først kom i gang, så jeg har nu så rigeligt til Mors julekalender. Sådan!

 

 

 



Soveværelset har i hvert fald tre elementer, der helt sikkert bliver her: sengen, kaminen og damen i negligé! Hvad resten angår, er det som med resten af huset: alt er konstant under forandring! Soveværelset er det rum i dukkehuset, der har frustreret mig mest, da vi aldrig kunne finde den optimale placering af møblerne her...

 

 

Soveværelset anno 2006 - jeg havde lige flyttet væggen...

 

 

Barnekammeret primo 2006 

Barnekammeret kæmpede jeg en del med. Det befandt sig imellem soveværelset og badeværelset, og der var nødt til at stå en elevator midt i rummet! Det duede jo pinedød ikke!!!   Løsningen meldte sig af sig selv, da jeg på et tidspunkt havde væggen ind til soveværelset fjernet, så jeg bedre kunne komme til. Lige pludselig kiggede Mor og jeg på det - og så var løsningen jo lige dér! Vi skrottede barnekammeret og har i stedet småbørnssengene stående inde i soveværelset, der pludselig blev en del større, ligeledes badeværelset. Skønt!  Elevatoren røg ned i entréen og soveværelset fik en bagdør.

Opdateret 08/04/2017

Besøg  
069656