Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vore kikkasser

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...


 

Køkkenhylde

Køkkenhylden 2008

Jeg havde lige fra starten planer om et eller andet dukkehus-køkkenarrangement på min køkkenvæg. Da jeg på et tidspunkt faldt over nogle charmerende hylder, blev jeg enig med mig selv om, at de ville være ekstremt søde "kikkasser".

Mor og jeg var på et tidspunkt i Århus faldet over et flot sort komfur, som jeg havde lavet et lille køkken til i en smal reol, jeg har. Men jeg var aldrig helt tilfreds med det. Men da jeg først besluttede mig for hylden i køkkenet, kom resten af sig selv og jeg synes, den er blevet utrolig sød.

Jeg elsker simpelthen miniature-glasting, så da vi på et tidspunkt fik fat i en kande "mælk", var jeg begejstret. Men der er ikke meget fis ved at have sådan én, hvis den ikke bliver anvendt, hvilket jeg nu fik mulighed for. Jeg anbragte et lille hvidt bord, jeg havde frisket op med marmorfolie, så det lignede en indlagt marmorplade, og ridsede kanterne på bordet lidt, så det så lidt anløbent ud. På hylden stillede jeg nogle glas med blå bund, bare for at have lidt stående der.

"Gulvet" i "køkkenet" er lavet af granitfolie.

Damen er bare en standarddukke, jeg har modificeret i mild grad. Jeg har strammet kjolen lidt op, så den ikke sad så sjasket på hende og har givet hende en flot broche og ørenringe. Hun havde en mega-fletning som knold på hovedet - den klippede jeg af, efter at have underbundet håret mellem klippepunktet. Herefter strammede jeg hendes hår lidt op og limede det fast ved knudepunktet, så det ikke kunne komme til at stritte i alle retninger. Jeg lagde et bånd strategisk omkring knuden, så den både var klar til mit fortsatte arrangement af håret, men også skjulte lidt limklatter og bare pletter i håret, som var der fra start af. Så anbragte jeg fletningen på en måde, så den snoede rundt på toppen af hovedet og bunden var bukket indad mod hovedet. Jeg synes, hendes frisure er blevet rigtig flot, og idet det er den del af hende, man nok mest lægger mærke til, så er det jo nok meget godt...

 

Jeg ønskede en "væg" til at hænge ting op til "køkkenet", men havde ikke meget lyst til at ødelægge min egen væg. Derfor tog jeg et stykke stift pap og skar til, så det passede i bredden til hylden og beklædte det med hvidt folie med træstruktur.

Bag komfuret satte jeg kakler op, som er fra et ark, hvor jeg har klippet det til som ønsket. Rent faktisk er det genbrug, hvor jeg har flyttet rundt på arket flere gange, så jeg var ved at få lidt problemer med det. Derfor lagde jeg et lag klar plastfolie ovenover, så det ud over at forstærke arket, lagde yderligere styrke til indtrykket af, at det var rigtige kakler, da der herved kom lidt dybde i dem. Ved siden af har jeg hængt et kobberhjerte med messingkøkkentøj. Som modstykke til dette har jeg ved den anden side af komfuret på gulvet anbragt en kobberkedel. Og jeg må blankt indrømme: det er perfekt! Jeg elsker det...!

 

 

 

Opdateret 01/11/2012

Besøg  
072320