Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vore kikkasser

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...



Hjemmebag! - en hedengangen kikkasse...

   Så skal vi i gang med at bage lækre småkager... mmm!  


Mor fik denne kikkasse i julegave 2009. Jeg fornemmede ikke den store begejstring eller interesse fra hende, så jeg tror, hun havdedet lidt som jeg med den, da jeg aldrig har været helt tilfreds med den. Jeg lavede den i en meget stabil papkasse, men da jeg først begyndte at arbejde med den og sætte tapet, gulv og loft på, var den pludselig ikke så stabil mere. Den sugede simpelthen fugten ud af luften og begyndte at bukke, så jeg måtte til at stabilisere den med sølvfarvet gaffatape, som jeg så beklædte hele kassen med, afsluttet af en sølvrose i hvert hjørne af kassen. Men kassen blev ved med at arbejde, såeh... "suk!". 

Jeg fik brugt en hulens masse af ting og sager, som vi "bare havde liggende", men ikke rigtig kunne bruge til noget i vort dukkehus-univers. Vi havde på et tidspunkt købt kaffekrus med vores stjernetegn på, så der lavede jeg "kaffe" i kruset på bordet (lidt  oliemaling i rette farve) og den anden røg på hylden. Jeg havde desuden en del rest-brød fra diverse køb, som jeg ikke var helt tilfreds med, men anvendt på den rette måde fik jeg såmænd også dem til at passe ind. Også en stor kurv med diverse sjove ting, der passer til et køkken, som Mor har haft siden firserne; og når vi nu skal arbejde i den tidsperiode, så har jeg lavet stof-ophængene på væggen af et gammelt viskestykke fra Jysk Sengetøjslager fra dengang. 

Krydderihylden var købt over nettet og kom frem med glassene værende af træ og hoppende rundt, da der ikke var ordentlig plads til, at de alle kunne være der - og derfor var bunden savet af den midterste! Helt ærligt, altså!  Jeg malede dem med hvid neglelak med et klart lag ovenpå, så man fik en svag illusion af glas, og så malede jeg lågene med guld og gav dem en bronzefarvet dekoration. Hylden så heller ikke ud af noget særligt, så den fik lidt blomsterdekoration på. 

Jeg købte to skærebrædter med "hjemmebagningen" igang, men da jeg modtog dem fra nettet, var de i alt for lille målestok. Pokkers også!  Det skulle for en gangs skyld have været nemt, da jeg ikke havde overskud til så meget, men nu måtte jeg til at bruge en masse krudt på at få skidtet skilt ad og desuden til at kreere noget, der blev lidt smart. Æv altså!  Nå, men når det nu skulle være, skulle det naturligvis ikke gøres halvt, så jeg fandt noget sort karton frem og skar en lille "skive" ud, som kom til at fungere som bageplade. En af bageformene, jeg havde fået løs, brugte jeg til at forme småkager med i noget fimo, jeg havde liggende, jeg havde lavet til at ligne chokolade. Det passede fint her. Jeg ville også gerne have noget dej, der så ud, som om "det var i gang", så der fandt jeg noget fimo, der var købt til at skulle ligne granit, og det var helt perfekt til en røredej. Jeg fandt en muffinform frem, og så blev den ellers fyldt op. Jeg havde fået fat i flere flotte lerskåle til køkkenet, og jeg kunne huske, at min første tanke, da jeg så dem, var fortrydelse, da vi ikke havde pladsen til at kunne vise dem frem. Men nu kunne jeg have én oven på bordet med dej i (hvor jeg også lige fandt en røreske og puttede i og sørgede for, at det kom lidt op at skaftet, så det så naturligt ud - den skulle dog lige listes ud, inden det blev bagt) og én på hylden for neden med brød i, og den flotteste beholdt jeg så til dukkehuset.

De forskellige ting, der havde stået på skærebrædterne blev strategisk placeret rundt omkring. Vi havde for mange æg i overskud, så de røg i en kurv på nederste hylde, og en flot lille bronzekedel sammen med. Første skærebrædt blev brugt til småkagerne, det andet var lidt mere kompliceret. Jeg fandt noget grønt fimo, vi havde alt for meget af, og lavede en lille høj med en fordybning i. Så blev det forskellige bagt, og derefter tog jeg den grønne "høj", limede den fast på skærebrædtet og snaskede godt ind i lim, hvorefter jeg pudrede den med talkum og sørgede for, at en lille smule kom ud på skærebrædtet (jeg fandt senere ud af, at jeg skulle have malet bunken hvid først, for man kan godt lige ane en utiltalende grøn farve i dejbunken, og det ser ikke sundt ud!). Så fyldte jeg noget klar lim i fordybningen på toppen og tog toppen fra en pyntenål og puttede ned i, så det grangiveligt lignede et nyudslået æg. Så var jeg færdig med at "bage".

Bordet havde jeg fået i fødselsdagsgave af min søster Conjadia. Jeg havde fået fat i noget ganske tyndt finérplade, som jeg skar til som bordplade og olierede, så det fik en rigtig flot overflade. Men jeg burde nok ikke have brugt madolie, for det blev ved med at små-klistre. Ups!  Til gengæld synes jeg, det så flot ud.

Skamlen var også i overskud, porcelænskanden på gulvet stammer fra en større serie, ja, selv katten var i overskud. Det var fra en pakke med forskellige kattetyper, og denne var altså én uden hale. Den så bare vildt mærkelig ud, men med placeringen kan det overhovedet ikke ses. Mor havde købt gavepapiret med henblik på tapet til dukkehuset, men jeg var lidt loren ved at bruge gavepapir til tapet, da det ikke er beregnet til at blive fugtigt af tapetklisteret. Men idet hun havde forelsket sig i det, så kunne jeg jo fint bruge det her. Kombinationen med papkassen gav desværre ikke det bedste resultat, men nu blev det da brugt.

Da vi diskuterede, hvilke gulve, vi skulle have i dukkehuset, ville Mor meget gerne have lakeret korkgulv, som de havde, da hun var barn. De bliver et bøvl à la carte, men det tager vi til den tid. Nu startede jeg i hvert fald her med at lægge korkfliser til dette "køkken".

Og så var den såmænd færdig... 

 

Jeg har gennem tiderne set mange "filetere" ellers flotte kikkasser, fordi de skal bruge delene. Jeg har lige fra starten haft skumle planer med bordet i denne kikkasse, som jeg havde udset til brug i køkkenet, hvor jeg så eventuelt skulle forlænge det og lave vask i o.s.v.

Vi havde ellers købt et skab med vask, men det var så kantet og kedeligt, så... I sidste ende endte det hele så med at gå op i en højere enhed, da jeg fik en genial idé og kombinerede de to dele, hvorved jeg lavede et hjørnebord til køkkenet. Det er ikke helt færdigt endnu, men det er da godt undervejs. Så jeg kan godt leve med, at denne kikkasse måtte lide en krank skæbne.   Gudskelov kunne hele bordpladen med indhold bare uden videre pilles af, så det hele var nemt at gå til.

 

 

Det ufuldstændige køkkenbord... 


Opdateret 11/07/2016

Besøg  
074651