Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vore kikkasser

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...


 

Den orientalske stue


Den orientalske stue anno 2013 - under kraftig udvikling... Fotoet er med nogle af de ting, der ender derinde til sidst, efter at de fleste også lige skal have en omgang - "suk!". Men det begynder da at ligne noget!

Noget, jeg længe har ønsket at gå i gang med, er en orientalsk stue i vort gamle radioskab, der står hjemme hos mig. Jeg har alle løsdelene til det, men har desværre haft svært ved at finde overskudet til det. Men nu er der endelig sket noget!!! Det lader til, at 2013 hidtil har været et godt år for mig, for jeg har fået lavet en masse hist og pist på projekter, der har stået stille i årevis. Skønt!!!

     

Vi havde oprindeligt vores første kikkasse i det gamle radioskab, nemlig Modisten. Da der jo var begrænset plads at gøre med, fik jeg den "geniale" idé at sætte spejlfolie op på væggene for at skabe illusionen af mere rum. Lad os bare være nådige og kommentere, at det virkede ikke efter hensigten. Men folien havde været dyr, så den blev aldrig fjernet. Det første tapet, vi købte, blev sat fast på det med "tyggegummi", så da det ikke skulle bruges mere, besluttede jeg mig for, at jeg måske havde en anvendelse for spejlfolien på bagvæggen på et tidspunkt. Jeg har over årene anskaffet mig diverse spøjse materialer til kikkassen, bl.a. en strandmåtte af græs og forskellige dækkeservietter af trælameller. Så da jeg endelig kom i gang, har jeg faktisk ikke manglet materialer hertil. 

Loftslamellerne kraftigt understøttet på en aktiv arbejdsplads...  

Efter at have stået stille i flere år har jeg nu endelig fået lavet begyndelsen på min orientalske stue. Trægulvet er lagt (lavet af flotte træ-dækkeservietter) og væggene er blevet beklædt med materiale fra en strandmåtte af græs. Herefter har jeg med oliekridt tegnet et japansk vægmaleri, som derefter blev blødt lidt op med terpentin (men det var umuligt at få klare konturer, både p.g.a. oliekridtet, men også ved at skulle tegne på græs!). Genskinnet kommer fra bagvæggen med spejlfolie. Dette lod jeg sidde for at illudere dagslys, der titter ind. Væggene er delt op med lameller fra en træ-dækkeserviet, som det er kotume. Venstre hjørne med trappetrin står klar til en dragedør og en rispapirsskærm. Bagved skal være en enkelt pære, som jeg håber laver så meget genskin i spejlfoliet, at når det skinner igennem skærmen, at det ligner solskin. Men der ligger skam masser af arbejde i det endnu... men nu skal alt det sjove til at begynde. 


ALT kan bruges... i dette tilfælde blev låget fra et ramponeret tin-skrin til en drage-dør

Jeg er blevet helt færdig med loft, gulv, vægge og trappetrin. Sidste nyt er så, at jeg er blevet færdig med min dragedør. Jeg faldt over et ramponeret tin-skrin på bagagerumsmarked og fik knækket kanterne af låget, så jeg kunne bruge det til en dør. Herefter lakerede jeg det (med en tandstikker!!!) og satte det op på et stykke skumpap, hvor jeg lavede et træpanel nedenunder som jeg farvede med tush. Så mangler jeg lige en rispapirdør ved siden af... Cirka hver anden ting af kikkassens indhold mangler diverse reparationer eller kraftigt ændrende detaljer. Masser af arbejde... "suk!". 


 

 

 

Den Orientalske Stues guldfiskedam


For mange år siden købte jeg en lille guldfiskedam på en messe. Den var lavet i en bølgeformet terrakotta-skål, og det så altså lidt spøjst ud. Jeg har aldrig helt kunne placere den i vort univers, til Den Orientalske Stue begyndte at forme sig. Da jeg lavede gulvet i stuen, fik jeg en smal kant til overs, der pludselig gav mig idéen med at hæve dammen og lave trækant på, der passede med gulvet. 


Arrangementet var egentlig nemt nok: nogle af de sidste sørgelige rester af mit skumpap blev sat sammen og et hul, der passede til dammen blev skåret ud i dem. Dammen blev sat i, trækanten limet på med lidt topkant, så jeg kunne fylde det fine grus i, som jeg havde købt ved en planteskole. Pagodens sten blev såmænd bare samlet op fra deres parkeringsplads.  Pagoden selv samt den lille bro blev købt ved noget gadesalg. Den terrakotta-kant, der var oven for vandet, blev malet med sort tush, så det røde ler ikke skinnede for meget igennem. Gruset blev formet rundt langs kanten for at skjule så meget som muligt, og herefter blev det hele rundet af med placeringen af de store elementer. Så var den lille dam såmænd fiks og færdig. 
 

 

 

Kinesisk skab 


Til min store begejstring har jeg fået fat i en længe ønsket tilføjelse til min orientalske stue, da jeg fornylig fik fat i dette kinesiske skab. Det er håndmalet og der er simpelthen så mange detaljer i det, så jeg er fuldstændig betaget.  Jeg måtte da også straks i gemmerne og prøve at stille nogle af mine kinesiske figurer ind, som jeg fandt på et marked sidste år.

 

 

Krukker og vase

Jeg måtte da lige i gang med at fabrikere nogle fine små krukker, jeg kunne sætte på hylderne i mit kinesiske skab, så jeg fik gang i perlerne. De to bagerste er lavet af cloisonné-perler, d.v.s. emaljebelagte perler med indlagt messingtråd. Parfumeflaskens top er lavet af kuglen til en ørenring. Vasen er lavet af en rørperler samt en lille rund. De forreste krukker er lavet af messingperler.

Jeg har fået fat i nogle microperler i forskellige farver, bl.a. i guld, hvor jeg har lagt en kant om halsen på parfumeflasken, mørk guld, jeg har brugt til toppen af messingkrukken til venstre, samt perlemor, der pynter krukken til højre.

 


 

Opdateret 24/09/2015

Besøg  
077344