Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vort dukkehus

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...


 

Haven

Jeg har i flere år haft vildt meget lyst til at gå i gang med at lave haven, men Mor syntes, det var vigtigere, at jeg fik arbejdet på dukkehuset, hvilket jo også er korrekt.  Jeg har lavet bundpladen til haven, så den ikke sidder fast på vores kørende bund, men kan tages op i fornuftig arbejdshøjde og i det hele taget er til at komme til, så man kan gøre den ren. Når den er fritstående og i gang-højde, skal den nok komme til at samle en del skidt.   Jeg har fået boret huller til søm, som jeg kan sætte muren nedover, så den står fast, men stadig kan flyttes, hvis nødvendigt. Messingdøren, som jeg lavede for rigtig mange år siden, er blevet restaureret, og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning har jeg limet den på et stykke plexiglas.

 

 

Mor fyldte 85 år den 15. januar 2017, så derfor gik jeg lidt amok for at lave en storslået gave til hende, der ville glæde hende. Jeg stod og kiggede på dukkehuset, for at finde på et eller andet storslået. Et par tagplader med kviste på? Naaah, ikke ligefrem nogen fed gave, selvom dukkehuset mangler det voldsomt. 
Det blev så haven, der stod for skud, hvor jeg knoklede som en gal i 14 dage for at nå så meget som muligt. Jeg blev praktisk taget færdig med den - alle bedene er tilplantet, græsset er lagt, stakittet er bygget og malet... men kunne godt lige bruge et par lag maling mere, før det er helt færdigt. Men jeg løb tør for tid, så Mor måtte "nøjes".  Hun var vildt imponeret, både over haven, men også over, at jeg var nået så langt. Normalt tager et enkelt bed en uges tid, så jeg havde travlt! 

 

Mor blev rigtig glad for haven.  

 

 

Den færdige have anbragt på sin rette plads ved siden af dukkehuset.  

 

Haven ser ikke ud af meget, når man ser på dukkehuset i sin helhed...  

 

 

 

Haven - fra forår til sommer


Nu må vi vist indse, at vi er gået fra forår til sommer. Derfor har jeg nu skiftet forårsbedene ud med sommerbede. Hele haven er bygget op ligesom et puslespil, hvor forårsbedene på hver side af hegnets hjørne udgør to "brikker". For at fjerne det inderste bed måtte jeg først lige lirke hegnet af, så jeg kunne komme til. 

Fra venstre en busk med metaltråd (købt), så jeg kunne arrangere grenene. Jeg gjorde den lidt kortere end busken til højre, da sandsynligheden for at to forskellige buske i samme bed har samme højde ikke er særlig stor. Bunden arrangerede jeg, så det lignede rødder. Jeg blandede akrylmaling og lim og malede "træet", så det så mere naturligt ud.

Så har der sneget sig et lille lilla staudebed ind, der er lavet af noget genbrug (en buket kunstige blomster, min mor havde stående engang) og nogle blade, jeg lavede i pap.

Herefter en sød rosenbusk, som jeg har lavet af købte, men opshinede roser, som jeg har snoet sammen med bladranker (min punch med rosenblade gik i stykker, så jeg måtte finde på en nødløsning).

Til højre har jeg sat to buske med metaltrådsstamme sammen og udsat dem for det samme som den venstre busk.

Nederst har jeg lavet et bundbed af nogle sølle rester fra en hæk og nogle blomster, jeg selv har lavet i papir.

Jeg skal nok lægge flere billeder og tekster om sommerbedene ind senere.


 

Bedet på hjørnet er det første forårsbed, der er baseret på to forårs købe-bed, jeg har splittet ad. Resten brugte jeg på den anden side. Jeg ville have bedet til at fylde hele hjørnet, og det kunne købe-udgaven ikke klare.  Desuden ligger bedet lidt i farezonen, hvad angår passerende trafik og skidt, så det skal kunne holde til mere, end papirblomster kan klare.    

 

 

 


 

De lave bede er lavet af små kuglerunde blomstertræer til hobbylandskaber. Jeg fjernede "stammen" og klippede dem midt igennem. Nogen gange fik jeg en fin halvkugle, andre gange not so much. Men det er netop den slags forskelligheder, der giver et levende bed.

 

 

Jeg elskede simpelthen pumpen med guldfiskedammen, da den var frisklavet. Men ret hurtigt opstod der kemiske reaktioner med det Scenic Water, jeg var blevet anbefalet, og nu ser det hele ret jammerligt ud. "Hulk!"  

 

 

 

 

 

 

Puuuh, det er træls at male stakit!!! Jeg havde håbet, det kom til at dække i et hug, og det gjorde det bestemt ikke, så det skal have 1-2 gange mere - æv! Men nu er stakittet bygget færdig og jorden "udstykket" i udskiftelige bede.


 

 

 

Næstsidste bed færdigt. Under kanten af stakittet har jeg lavet et langt bed med små blomster. Jeg skal jo hele tiden tænke på, at bedene skal være flytbare, og da stakittet er lidt sart og mange blomster går op imod det, er det generelt smartere, at jeg bare kan trække bedet ud under stakittet. 

 

 

 

  

 

Mor blev rigtig glad for haven. Jeg havde anbragt den i en en stor kasse med "Nix pille" påskrevet, da mange mennesker gerne vil "se" med fingrene - og de kunne edderhyleme godt lige tage og nære sig! Efter alt det arbejde, jeg havde lagt i det, kunne det lige passe, at tingene blev splittet ad af klodsede fingre til festen.
Da jeg godt var klar over, at det ville kunne blive lidt svært at se haven ordentligt nede i kassen, havde jeg sat nogle små knapbatteri-drevne lamper op for yderligere at forhindre folks trang til at pille.  Alligevel måtte jeg stoppe et par stykker, der skulle til at gramse... altså!!!

 

 

 

Bedene blev tegnet op på pap og klippet ud, så de passede sammen som puslespilsbrikker. Herefter var de klar til at blive malet med en blanding af halvt akrylmaling, halvt lim. Så dryssede jeg kaffegrums på og trykkede det godt ned i. Jeg havde efterhånden kaffegrums ud over det hele, fordi bedene blev ved med at drysse, når jeg flyttede rundt med dem. Så jeg fik idéen lige at give dem et pust hårlak, og det virkede fint.  

Græsplænen er kommet på. De nye bed har fået kantsten på. De små runde sten som ved kongelilje-bedet samt marmorstenene som ved rosenbusken. Uh, det er spændende at lave have!

 

Fuglehuset. Jeg havde allerede sat sandpapir på taget, så nu lavede jeg et bed under det.
Jeg har over et stykke tid købt fimo-blomster i fine potter, hvor jeg sigtede efter udendørsblomster. Jeg borede dem ud af potterne og rensede dem op, så de var klar til at blive "plantet". De er absolut ikke lavet til at skulle stå på en plan overflade, så de skulle lige "overbevises" lidt. ;-)
5 fimo-blomster var en god start, og så tilføjede jeg også noget af en bladranke, der snoede sig op ad stangen. Den satte jeg små røde blomster på, der stammede fra en defekt blomst, jeg modtog. Jeg var godt nok ved at blive en permanent del af planten, med alt det superlim, jeg brugte!
 
Fuglehusets har fået besøg af et par fugle, blandt andet en smuk due. Taget havde jeg beklædt med sandpapir. Nu tog jeg hvid, grøn og brun akrylmaling og blandede ujævnt og duppede hist og pist med en vatpind. Selve huset fik lidt mere grønlige toner strøget på. Taget fik yderligere noget brunt farvestøv.
I hullerne stoppede jeg små totter brunligt mos for at illudere redemateriale. Lidt foder blev også lagt ud, men huset så stadig alt for "pænt" ud. Derfor gjorde jeg hvert trinbræt beskidt, så det ligner aktiv trafik af små beskidte fødder i et fuglehus. 
 
Papirblomsterne i den nederste del af fuglehus-bedet har jeg selv lavet. De større gule brugte jeg en bordeaux farveblyant med stump spids til at lave faconen, efter jeg havde drysset dem ud på et blødt underlag. Jeg brugte en gul Posca-tush til at lave midten. Jeg lavede også nogle mindre gule for at skabe lidt liv. Jeg brugte bordeauxfarvet mos som bund, og valgte derfor også at bruge bordeaux farvestøv til at tone bladene med. De små lysegule blomster fik lov at beholde deres grønne blade, da deres bund var grøn-/brunlig mos. Blomsterne blev formet med en mørkegul farveblyant og midten blev lavet med sort geletush.

 

 

Så er forårsbedet på den indre side af hegnet færdigt. Jeg troede, bedet i sidste ende ville være større, så der bliver desværre ikke plads til så mange blomster, som jeg håbede, men det ser nu vældig hyggeligt ud alligevel - især med fuglehuset på plads.  Hyacinterne er yndige og var faktisk mega-dyre pr. stk., så det gør mig ret ondt, at man nærmest slet ikke kan se dem, når fuglehuset står på sin plads, medmindre man står og kigger direkte ned på dem. Men de bør jo helt klart stå i et forårsbed, og der er jo begrænset med plads, så det får desværre være...

  

 

Den lille messingmølle har også været under kærlig behandling. Jeg fandt den på et marked for et par år siden, og da Mor altid har ønsket sig en mølle i sin have uden nogensinde at få det, kunne jeg da i hvert fald sørge for, at hun fik det i størrelse 1:12!

Jeg er bevidst gået efter at lade malingen fremstå lidt grov på den hvide del for at illudere træbrædder. Jeg syntes stadig, den var lidt for strømlinet, så jeg lavede nogle små lister og satte på. Så fik den en platform af marmorsten og blev tonet med brunt og grønt farvepigment hist og pist, så den ikke mere så så nymalet ud, men rent faktisk lignede noget, der står udendørs.

 

Jeg har taget masser af billeder, så bare rolig, I skal nok få lov at studere alle detaljerne, efterhånden som jeg får lagt billeder ind...

 

 

Fuglerede 

Jeg har fået lavet fuglereden, der skal være i dukkehusets have. Min grundmodel var i metal, men jeg var ikke tilfreds med faconen på den voksne fugl, da den gerne skulle ligne en gråspurv. Derfor måtte jeg ændre hovedformen en del i forhold til originalen. Halen blev bukket nedad og vingerne blev også gjort lidt mindre fremtrædende. Jeg besluttede mig for, at det skulle være farmand Gråspurv, der fodrede ungen, da hans fjerdragt er flottere og han jo også er med til at fodre. Hans fjerdragt er lavet i vildt mange brune og grå toner, så han tog noget tid at male. Ungen ser noget udefinerbar ud, men har faktisk også en del forskellige farver. Jeg gruede noget for lakeringen, for jeg har faktisk oplevet, at lakken opløser malingen, så det kan godt blive lidt for spændende...

 

Grenen nedenunder blev også fjernet, men jeg ventede, til jeg havde fået lagt det første lag strå omkring, så der var noget, der kunne holde det på plads og i facon, mens limen tørrede. Jeg byggede skallen af fuglereden op med et par strå i forskellige toner fra en græsmåtte. Reden blev først malet og er så blevet beklædt med tørrede græsstrå. Efter limen var tørret, lakerede jeg reden med mat lak for at holde sammen på det hele.

 

   

PIP!

Ha-ha-ha! Så fik jeg lige en lille bindegal idé! Jeg gav for nogle år siden min mor en lille fugl, der pippede, når man gik forbi. Den var på et tidspunkt røget på gulvet og havde mistet et stykke hjerneskal, men hun syntes, den var så sød, så hun kunne ikke nænne at kassere den. Jeg havde til gengæld ikke samme problem, men jeg lovede hende, at jeg nok skulle redde pipperiet. Men hvor skulle den lille firkantede kasse så anbringes henne? Jeg endte med at sætte den ind under bænken i dukkehusets have (til jeg kan få bygget en lille kasse, som træet ovre i hjørnet kan stå på), så nu har vi fugl i haven, der pipper, når man går forbi dukkehuset.

 

 

Havens tidlige år...

Jeg var lige nødt til at se, hvordan kongeliljerne passede ind i have-designet.  Men de var som skabt hertil ("fnis!" ) og passede helt perfekt foran det metalhegn, hvor jeg havde planlagt, de skulle stå. Jeg har desuden brugt en masse krudt på at save hegnspæle ud til det hegn, vi skal have omkring en del af haven og har her på billedet lagt dem op for at få en idé om, hvor mange, jeg skulle bruge. 

 

Havens stenmur er endelig færdig! Det begynder at ligne noget...

  

Stenmur og -gulv under udarbejdelse 

Men nu er jeg så endelig kommet i gang med haven! Jeg har fået lavet stenmuren i hjørnet, hvor jeg har lavet muren i MDF-plade og "gulvet" i masonit. Begge dele har fået malet kanterne med forskellige gråtoner, så det passer sammen med stentapetet, jeg har sat på.  

Messinglågen i stenmuren var egentlig tænkt som den ene del af en dobbeltdør, men det gav mig så mange vabler at lave den, at jeg blev enig med mig selv om, at den skulle bruges på anden vis. Så efter at have ligget brak i vildt mange år, bliver den nu brugt som en lille havelåge.  


Men min stakkels havelåge er gået i småstykker.  Jeg lavede den for 13-14 år siden. Det er messing, loddet sammen med loddetin og forstærket med superlim. Men jeg var temmelig hård ved den, da jeg satte det hele sammen, og pludselig blev jeg opmærksom på, at den manglede smådele. Da jeg tjekkede, begyndte den at rasle helt fra hinanden.  Jeg kunne godt begynde at lodde på den igen, men jeg tror helt ærligt ikke, at det vil holde. I stedet har jeg savet et stykke plexiglas ud med min nye Proxxon ministiksav (den er pragtfuld!), som jeg så vil lime døren fast på. Jeg vil prøve at lave det, så man stadig kan åbne døren, men i sidste ende handler det jo om at få samling på tropperne igen! 

 

Vi har fået fat i et yndigt forårsblomsterbed, som jeg er dobbelt begejstret for, da jeg selv havde regnet med at måtte til at mosle med at lave det, da det var et "must" at få bede, der kan udskiftes efter årstiden.

Fuglehuset har jeg lige haft under behandling, da jeg har klippet små stykker sandpapir og klistret på de 6x4 niveauer, taget er bygget op i. Det blev hammerflot, men er absolut ikke enden på det, da det skal males, når vi engang har fået malet det store hus (vi skal først se, hvordan fuglehuset ser ud sammen med det, før vi beslutter os for farver). Der skal også være et bed omkring og lidt planter, der snor sig opad. Jeg har også fået fat i nogle fugle, så det ikke ser kedeligt ud.

 

 

Guldfiskedam med pumpe og spand

En del af dukkehusets have. Den er lavet af en gammel kobber-blyantspidser, der bestod af pumpen og spanden på en fod. Pumpen er blevet malet og spanden beklædt med ganske tyndt træ (og mange stykker af det!!!). Klippeformationen er bygget op i sølvpapir og stampet godt fast i dammen og ved fundamentet for pumpen. Så lavede jeg en blanding af akrylmaling og lim, som jeg malede klippen med. Herefter duppede jeg med flere forskellige farvetoner for at få klippen til at se naturlig ud. Derfor sørgede jeg også for at gøre klippen lidt grøn og anløben der, hvor vandet løber nedad og ned i dammen. Bunden af dammen er malet i flere mørke farvetoner, der bliver mørkere, jo mere vi nærmer os midten for at skabe illusionen af dybde. Guldfiskene er lavet i fimo med lidt neglelak-detaljer. Jeg kom lidt grønt og sten i vandet, for at skabe liv. Så blev pumpen monteret og dens bund camoufleret med samme blanding af maling og lim som resten. 

Herefter var det ved at være tid til vanddetaljerne. Jeg prøvede for første gang at bruge Scenic Water, der bliver nærmest som en fast gelé, men var meget nemt at arbejde med.  Jeg havde taget noget meget fint bobleplast (af den slags, man ikke kan punktere) og klippet i fine små stykker. Jeg limede en bunke fast forneden af "vandfaldet" og lidt opad klippen, for at skabe illusionen af brus og liv i vandet. Spanden fyldte jeg Scenic Water i op til kanten og proppede derefter en masse småstumper af bobleplasten i. Ovenpå anbragte jeg en lille top i samme materiale, hvor jeg havde siddet og flået i det og derved fået nogle småstrimler, der strittede ud derfra. Pumpen fik en tynd strimmel plasttråd i, hvor jeg sørgede for at få den rette facon, før jeg limede den fast. Herefter begyndte jeg at komme Scenic Water op i tuden af pumpen og lod det glide nedad plasttråden. Men da det nærmest var som vand, sad jeg et stykke tid til det begyndte at stivne og trak dråber opad tråden igen nede fra spanden for at få det rette look. Jeg lod vand rende ud over frontsiden af spanden og videre ned i dammen, hvor jeg sørgede for at få dækket alle bobleplaststykkerne og trykkede dem lidt fladere undervejs. Så sørgede jeg ellers for at fylde dammen, så alt var dækket godt.

Det hele blev rundet af med, at jeg i forskellige fordybninger i klippen anbragte små stykker af noget gummiagtigt mos, jeg har liggende. I en gavepakke fik vi engang forskellige gyselige blomster, som jeg virkelig ikke kunne se, hvordan vi kunne bruge. Men nu fik jeg en idé, der selvfølgelig omhandlede at splitte en af dem ad.  Den var fuld af små bitte tråde, der oppe i toppen havde nogle blå halvgennemsigtige kugler. Jeg klippede alle trådene af dem og sad derefter møjsommeligt og klistrede dem enkeltvis ned i mosset. Et hulens til bøvl, men til gengæld blev jeg vældig tilfreds med resultatet. Og jeg eeelsker altså bare vor nye lille guldfiskedam.  Den er blevet præcis, som jeg ville have den, og der er et utroligt liv i vandet, der bare ser totalt ægte ud på fotos. Og det hele kom sig af, at Mor og jeg sad og diskuterede, hvordan vi ville have haven opbygget. Jeg havde hele tiden regnet med at lave et lille blomsterbed omkring pumpen, men lige pludselig deklarerede fruen, at hun ville have en guldfiskedam. Så det måtte jeg jo så til at finde ud af at lave...

Jeg har så desværre en træls tilføjelse, da det viser sig, at Scenic Water ikke er til at stole på.  Allerede efter 1-2 uger var der sket voldsomme ændringer, og efter nogle måneder var disse endnu værre. Først lagde jeg mærke til, at "vandet" ved bunden af spanden var ved at trække tush-farven, som jeg havde malet træet med, ud, så det var ved at blive brunligt. Derudover var "vandet", jeg havde ladet løbe ned ad siden på spanden nærmest forsvundet og strålen fra pumpen blevet tyndere. Men meget værre var, at "vandet" var svulmet voldsomt op, så det stod op i en pukkel fra spanden og var lige ved at gå over kanten i dammen og også her så svulmende ud. Desuden var der ved at opstå misfarvning i dammen, da geléen var ved at trække farve ud af de ting, jeg havde puttet ned i.

Efter nogle måneder har jeg set flere ændringer, da strålen fra pumpen er ved at blive rødlig, fordi geléen også er gået i kemisk forbindelse med den røde oliemaling. I dammen er misfarvningen nu så voldsom, at halvdelen af "vandet" har ændret farve. Så selvom det var nemt at arbejde med, så var det altså noget l*** til denne opgave. Æv!  

 

 

Jeg har bare så mange projekter på bedding, og mon ikke jeg skulle prioritere dukkehuset som det næste...?!?

Jeg skal i hvert fald have lavet en blåregn, der skal være ved siden af døren ind til Modisten. Det var et helvede at sætte murstenstapetet op på siden med dør og vindue, for tapetet udvidede sig, da det blev fugtigt af limen, så jo mere, jeg fik sat fast, jo mindre passede resten. Og med mursten er det altså nødvendigt, at de følger en lige linie, for ellers ser det ganske forfærdeligt ud. Så jeg måtte til at rive i tapetet omkring både dør og vindue (for når det først er blevet fugtigt, kan man hverken skære eller klippe i det), så i sidste ende fik jeg det til at passe. Men det har jo efterladt "revner" i muren, der kan dækkes med en blåregn. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville prøve at lave sådan et træ på et tidspunkt, for de er vildt flotte, jeg havde bare ikke regnet med, at jeg blev tvunget til det... 

      

 

 

Opdateret 27/08/2017

Besøg  
080013