Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Vort dukkehus

Elna og Jennies dukkehus - et projekt under udarbejdelse...


 

2. sal: Spisestuen og herreværelset


Via elevatoren kan køkkenpersonalet hurtigt komme op til spisestuen, der ligger lige oven over med herreværelset lige ved siden af, så herren i huset kan holde øje med alt gennem den franske dør.

 

 

 Herreværelse

  

Så er der kommet gulvtæppe på i herreværelset - og stuk over døren! 

Ved siden spisestuen ligger herreværelset, der er forbeholdt herren i huset. Det oprindelige tapet, jeg satte op, måtte skjules af et nyt og mørkere (som jo egentlig passer fint til et herreværelse), da det gamle blev ødelagt af massivt fluelortsangreb. Jeg fik renset det meste af hist og pist i dukkehuset, men dette værelses oprindelige tapet stod ikke til at redde. Dette har så også bevirket, at jeg har lakeret alle dukkehusets tapeter med et lag mat lak, så det forhåbentligt ikke kan gå så galt igen.

Loftet er et loftstapet, som jeg yderligere har monteret en stukroset på.  

Vinduet er kommet op med vindueskarm og pyntelister (og blomster!) og den franske dør er blevet malet og har fået lidt pynt. Og så er der kommet et fint gråt gulvtæppe på. Jeg har til alle rum skåret et stykke voksdug ud, der passer til gulvet. Herpå limer jeg så de forskellige gulvtyper fast, hvorefter jeg sætter det under pres, til det tørrer. Herefter sætter jeg hele herligheden fast i rummet med tæppetape.

 

Det andet gardin i dukkehuset er monteret. 

Så har jeg fået lavet det andet gardin til dukkehuset. Det er godt nok bøvlet at lave og bliver ikke nemmere af, at min mor og jeg ikke er helt enige om, hvor pompøst det skal være. Hun hænger ret meget fast i tanken om, at sådan så det ikke ud, da hun var barn. Jeg forsøger så at få hende til at se, at hun er født 32 år efter dette hus' tid og ikke i et fornemt hjem, så det kan altså bare ikke sammenlignes. Men det er så også ensbetydende med, at jeg kun kan arbejde på gardinerne i Ribe, da jeg hele tiden skal have hendes godkendelse. Argh!  

Jeg har ellers købt en plisseringsmåtte, men den var jo selvfølgelig ikke i Ribe, hvor jeg startede med at arbejde med det. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne komme videre af den grund! Jeg klippede en side af en papkasse og strippede den for det øverste lag, så jeg havde bølgerne tilbage. Herpå kunne jeg så arrangere gardinet med masser af nåle. Da jeg var tilfreds med look'et, fik det en solid omgang hårlak (for mit Stiff'n Stuff var selvfølgelig også i Esbjerg). Da det var tørt gav jeg det en omgang til, da jeg stadig syntes, det havde for nemt ved at opgive formen. Toppen er lavet af noget flot pyntebånd, jeg rundede ned omkring gardinet, hvor jeg også klippede nogle stykker til til ophænget. Så brugte jeg to forskellige typer bånd til at kante ophænget, lavede en gardinsnor med kvast og lavede kvaster af de to bordeaux farver, jeg havde brugt, så der kom sammenhæng. 

Nedenunder anbragte jeg et smukt stykke gennemsigtigt stof og rundede det hele af med et stykke tyndt træ på bagsiden, så jeg nemmere kunne montere det på væggen. 

 

For mange år siden lavede jeg lidt forskelligt til skrivebordet i herreværelset. Blandt andet en pen, skåret ud af en tandstikker, som jeg derefter markerede med en nål og malede med tush og sølvfarve. Så lavede jeg et blækhus af en flot metalperle og en enlig ørenring. De to skåle er henholdsvis et agern og topdelen af en messingknap. Brevpapiret er lavet af noget air mail-papir, der er vildt tyndt og passer perfekt til formålet. Jeg har skriblet lidt på det, så det ser ud, som om der er en, der sidder og skriver på et brev. Kuglepennen er tilkøbt, men rigtig sød.

Normalt ligger der også et par briller, jeg har lavet af noget stærkt kobbertråd, men "glasset", jeg lavede ved at dryppe klar neglelak  i hullerne, mens brillerne lå på en plastiklomme (det gør, at neglelakken kan "slippe", når det er tørt), kan åbenbart kun holde 10-15 år, før det går i stykker og skal repareres... 


Mange gange er det de små detaljer, der gør det hele... Jeg havde købt et Reutters sæt med 2 flasker rødvin, en rødvinskaraffel og 4 glas med rødvin i. Karaflen stod på en porcelænstallerken, men jeg syntes, det fik det hele til at se billigt ud. Derfor fandt jeg et smukt fad og arrangerede det hele på. Jeg har desuden fået købt sprut-flasker til begge dukkehuse samt købmanden, så jeg arrangerede også lige et lille "barskab" i herreværelset.  I vinduet ses en krukke, jeg har lavet af nogle metalperler, hvor jeg savede én igennem til bunden, og låget er en smuk sølvrose, lavet af den resterende del af et par ørenringe, hvor en forsvandt. Alt kan bruges...!

Herreværelset anno 2016 - alle lister er kommet op, også en hjørneliste,
der strammer op mod væggen, så elevatoren på den anden side står bedre.
 

 

Herreværelset anno 2006

 

Opdateret 08/04/2017

Besøg  
079034